Vi oplever en stigende interesse og efterspørgsel efter værktøjer som Barselshjulet, der kan hjælpe danske virksomheder med effektivt at håndtere barsel. I september har vi derfor af to omgange været ude og fortælle om analysen ‘Den gode tilbagevenden fra barsel’, støttet af Velliv Foreningen, og hvordan Barselshjulet med fordel kan implementeres.
I starten af september bidrog vi til HK Privats TR-træf med en workshop for forbundssektorens tillidsrepræsentanter. Vores administrerende direktør, Gine Maltha Kampmann og HK Privats næstformand, Gitte Geertsen, satte til workshoppen fokus på barsel og barselsrettigheder. Vi dykkede ned i lovgivningssikrede rettigheder, overenskomster og virksomhedsaftaler, og deltagerne reflekterede over, hvordan vi kan fremme trivsel, fastholdelse og karriereudvikling ved hjælp af Barselshjulet.
I denne uge deltog vi på Træfpunkt HR, hvor et af hovedtemaerne var regenerativ ledelse. Vores programchef, Vibeke Boeskov, præsenterede i den forbindelse Barselshjulet, som et værktøj, der kan hjælpe ledere med at håndtere barsel før, under og efter. Vibeke fortalte om, hvordan værktøjet konkret hjælper med at skabe tydelige aftaler om kontakt under barslen, fleksibilitet i arbejdstiderne samt opfølgende samtaler ved tilbagevenden. Baseret på konklusionerne fra vores analyse ‘Den gode tilbagevenden fra barsel’ har vi udviklet barselshjulet som et værktøj, der kan støtte ledere i at mindske mistrivsel og lette overgangen tilbage til arbejdsmarkedet for nybagte forældre.
Du kan læse vores rapport Den gode tilbagevenden fra barsel her, og finde værktøjet Barselshjulet her:
- Barselshjulet (fuld version)
- Barselshjulet (one pager)