Et af de helt store familiepolitiske emner, der diskuteres i Danmark, er forældres adgang til at afholde fravær med løn, når de har syge børn, der ikke kan være alene hjemme.
I Danmark er retten til fravær på barnets første sygedag sikret ved lov og tiltænkt som en midlertidig løsning, der skal give forældre mulighed for at etablere anden pasning på eventuelt følgende sygedage.
Modellen stiller forældre, der ikke har adgang til pasning hos fx bedsteforældre eller andre omsorgspersoner, i en prekær situation, når de har et barn, der er syg i mere end én dag. Forældre kan derfor til tider se sig nødsaget til at tage uhensigtsmæssige skridt for at kunne blive hjemme med det syge barn. Og det giver anledning til andre udfordringer i relation til både ligestilling og til barnets tarv.
I dette inspirationskatalog undersøger vi derfor både forskning og praksis til inspiration for videreudvikling af den danske model for fravær ved barns sygdom.
I katalogets første afsnit præsenteres relevant forskning omhandlende øremærkning af omsorgsrettigheder til hver forælder. Dernæst præsenteres i katalogets andet afsnit et overblik over modellerne i hhv. Danmark, Sverige, Norge og Tyskland i relation til ret til fravær, økonomisk kompensation under fravær og relevante tal på fordelingen af fravær for mænd og kvinder.
Inspirationskataloget undersøger både forskning og praksis til inspiration for videreudvikling af den danske model for fravær ved barns sygdom.