Politikerne bør ikke blot se på antallet af sygedage, men også tage højde for de ligestillingsmæssige udfordringer, der opstår, når det oftest er kvinder, der bliver hjemme med syge børn, skriver Gine Maltha Kampmann.
Feber, skoldkopper, øjenbetændelse, børnesår og omgangssyge.
De fleste småbørnsforældre har sendt hinanden desperate blikke, når familiens mindste igen, igen, må blive hjemme fra institution på grund af sygdom.
For med en dansk lovgivning, der blot sikrer forældre ret til at blive hjemme på barnets første sygedag, presses rigtig mange til nødløsninger for at kunne passe deres job, når de små skranter.
Forældres ret til fravær og kompensation under børns sygdom er et af de helt store familiepolitiske spørgsmål på Christiansborg i disse dage.
Senest foreslog SF 15. august at give forældre ret til op til fem sygedage, når et barn er sygt. Et forslag, der er inspireret af den svenske model for håndtering af barns sygdom.
Der er god grund til at skele til vores nabolande, når vi skal finde en mere optimal løsning end den nuværende.
Både når det gælder antal fraværsdage og den kompensation, forældre har ret til fra deres arbejdsgivere under børns sygdom, halter dansk lovgivning nemlig et godt stykke efter både Sverige, Norge og Tyskland.
Det viser en kortlægning, vi i Tænketanken Equalis har lavet. Her kan vi se, at det højeste antal sygedage findes i Sverige, hvor forældre har ret til at blive hjemme i op til 120 dage om året per barn.
Dernæst kommer Tyskland, hvor der er ret til 30 dage om året per barn og slutteligt kommer Norge, hvor forældre har ret til 20 til 30 dages fravær om året afhængigt af, hvor mange børn, familien har.
Her ses det som en ret for forældrene at kunne være hjemme, så længe deres børn er syge.
I Danmark derimod er den lovgivningsmæssige ret til fravær på barnets 1. sygedag tænkt som en midlertidig løsning, der skal give forældre mulighed for at etablere anden pasning på eventuelt følgende sygedage.
Alt derudover er bestemt af overenskomst eller virksomheders særaftaler, og de gængse rettigheder er her adgang til barnets 1. og 2. sygedag med løn.
Det betyder, at forældre må være kreative for at kunne drage omsorg for deres syge børn.
Her ser mange sig enten nødsaget til selv at melde sig syge, eller til at bryde reglerne og tage barnets 1. sygedag to gange ved at skiftes. Eller de sender barnet i institution på panodiler og har så formiddagen til at arbejde, indtil børnene bliver ringet hjem over middag. Det absurde scenarie er så velkendt, at det har fået sit eget navn; Klokken 13 feber.
En ting er, at det selvsagt er synd for børnene, at de skal udsættes for den slags. En anden ting er, at det går ud over ligestillingen – i hjemmene og på arbejdsmarkedet.
Forældres brandslukning er særligt i risiko for at gå ud over kvinders karriere og lønudvikling, fordi de oftere end mænd tager sygefraværet og registrerer flere fraværsperioder ved barns sygdom.
For os at se er der rigtig mange gode grunde til at gentænke den nuværende model.
I indretningen af en ny ordning er det væsentligt, at politikerne ikke blot ser på antallet af sygedage, men at de også tager højde for de ligestillingsmæssige udfordringer, der opstår, når det oftest er kvinder, der bliver hjemme med syge børn.
Ifølge forskning er øremærkning af ret til fravær og kompensation under børns sygedage eksempelvis et effektivt greb til at udligne forskelle mellem forældre i forhold til, hvem der har den største del af omsorgansvaret under sygdom. En idé, de har taget til sig i både Norge og Tyskland.
Derudover er det også relevant at lade retten til barn syg tilfalde andre end barnets forældre, som eksempelvis bedsteforældre eller andre faste omsorgspersoner rundt om barnet, som vi ser det i Sverige og Norge.
Vi er glade for, at der nu er taget hul på debatten om de mangelfulde rettigheder. Lad den endelig fortsætte og meget gerne med blik for de positive erfaringer i landene omkring os. Der er væsentlig inspiration at hente til næste gang termometeret overstiger 38 grader.
