På det danske marked ser vi mange konkrete eksempler på virksomheder, der tager ansvar for at drive ligestilling og diversitet fremad i praksis.
Med Diversitetsbarometeret ønsker vi hvert år at gøre plads til netop de erfaringer. Derfor inviterer vi casepartnere med ombord, som en ramme for vidensdeling, gensidig inspiration og fælles læring på tværs af brancher og indsatser.
I år er vi derfor særligt glade for at kunne præsentere DSB og Norlys som vores to casepartnere på Diversitetsbarometeret 2026.
Begge virksomheder er stærke eksempler på virksomheder, der arbejder målrettet og langsigtet med diversitet og inklusion. Som casepartner bidrager virksomhederne med sine erfaringer med diversitets- og inklusionsdagsordenen og giver indblik i de konkrete greb, der omsætter ambition til hverdag.
Om samarbejdet og engagementet i Diversitetsbarometeret siger virksomhederne:
Direktør for HR i DSB
"Vi prioriterer arbejdet med mangfoldighed, fordi vi ønsker en arbejdsplads, hvor alle medarbejdere trives og er engagerede. Vores formål om ”Plads til alle på rejsen mod det bæredygtige” giver os retningen og arbejdet med inkluderende fællesskaber og en divers medarbejdersammensætning kommer ikke af sig selv, men kræver et langt sejt træk. Med partnerskabet med Equalis ønsker vi at styrke vores indsats med nye vinkler og perspektiver, og vi håber samtidig, at DSB kan inspirere andre virksomheder i deres arbejde med diversitet og inklusion."
Group CEO i Norlys
"Som danskejet andelsselskab er vi sat i verden for at skabe værdi for vores ejere, medarbejdere, kunder og det samfund, vi er en del af. Det forpligter os til at lede koncernen på en måde, hvor vi sikrer, at vi bringer alle kompetencer i spil. Derfor er diversitet og ligestilling en naturlig del af den måde, vi udvikler Norlys på. I de seneste år har vi taget markante skridt på området, særligt i topledelsen, og de erfaringer vil vi gerne dele. Vi er kommet et stykke vej, men vi er ikke i mål. Derfor deltager vi i Diversitetsbarometeret 2026 - fordi åben erfaringsudveksling gør os alle klogere, og fordi data hjælper os med at holde fast i fremdriften og blive ved med at flytte os i den rigtige retning."
Diversitetsbarometeret er udviklet i samarbejde med EQUALIS’ advisory board og Deloitte. Barometeret fungerer som et måle- og monitoreringsværktøj, der afdækker kønsligestilling og diversitet på hele det danske arbejdsmarked. Spar Nord Fonden yder finansiel støtte til barometerets fortsatte udvikling.
Vi glæder os til at offentliggøre resultaterne af Diversitetsbarometeret 2026 d. 26. februar.
