Nyt inspirationskatalog: Håndtering af børns sygdom i Skandinavien og Tyskland

Hvor meget fravær og hvor stor kompensation skal forældre have ret til, når deres børn er syge? Det er det helt store familiepolitiske emne, der diskuteres i de her dage. Senest kom SF i sidste uge med et forslag, der lader sig inspirere af den svenske model for håndtering af barns sygdom.

Og det med god grund. For den danske model for håndtering af børns sygdom indeholder væsentligt færre lovbestemte rettigheder til forældre, end lignende modeller i vores nabolande. Både når det gælder antal fraværsdage og den kompensation, forældre har ret til fra deres arbejdsgivere under børns sygdom, halter vi et godt stykke efter både Sverige, Norge og Tyskland.

Det viser vores nyeste udgivelse: Et inspirationskatalog over håndtering af fravær under børns sygdom, der sætter fokus på både brugen af øremærkning i forbindelse med omsorgsrettigheder og vores skandinaviske og tyske naboers modeller for fravær ved et barns sygdom.

I forbindelse med katalogets udgivelse udtaler adm. direktør for EQUALIS, Gine Maltha Kampmann:

“Der er behov for at gentænke den nuværende danske model, der lige nu både udfordrer barnets tarv, institutionernes ret til at undgå unødvendig smitte og ligestilling i både hjemmet og på arbejdet. For os at se er det centralt, at en ny model har større fokus på barnets tarv, samt at modellen tager højde for de ligestillingsmæssige udfordringer på området, såsom at det langt oftest er kvinder, der bliver hjemme ved barn syg.”

Du finder hele analysen her: Håndtering af børns sygdom: Inspiration fra modeller i Skandinavien og Tyskland