
Måltal og politikker 2026: Nye tal om virksomheders arbejde med kønsbalance i ledelse
Måltal og politikker 2026: Nye tal om virksomheders arbejde med kønsbalance i ledelse
Måltal kan være et effektivt redskab til at skabe større kønsbalance i virksomheders bestyrelser og ledelser. Når virksomheder opstiller konkrete mål, fastsætter en tidshorisont og følger op på udviklingen, bliver ambitionerne synlige og mulige at holde organisationen ansvarlig for. Uden transparens risikerer arbejdet derimod at miste både fokus og fremdrift.
EQUALIS’ tidligere analyser har vist markante ændringer i virksomhedernes afrapportering. Mens 94 procent af de undersøgte virksomheder rapporterede om deres måltal i årsrapporterne for 2023, var andelen faldet til 38 procent i årsrapporterne for 2024, efter at kravet om redegørelse i årsrapporten blev ophævet.
I den nye udgivelse Måltal og politikker 2026 undersøger EQUALIS, hvordan udviklingen er fortsat i årsrapporterne for regnskabsåret 2025.
På webinaret uddyber Gine Maltha Kampmann, administrerende direktør i Tænketanken EQUALIS, analysens vigtigste resultater og deres betydning for arbejdet med kønsbalance i dansk erhvervsliv. Vi diskuterer, om måltal fortsat kan skabe forandring, når virksomhederne ikke længere er forpligtede til at synliggøre arbejdet i deres årsrapport.