Måltal er et af de mest effektive redskaber til at skabe mere kønsbalance i ledelse. Når virksomheder sætter konkrete mål og følger op på dem, øger det både fokus og fremdrift, men uden transparens risikerer arbejdet at miste momentum.
Tænketanken EQUALIS’ analyse Hvordan arbejder virksomhederne med måltal? undersøger, hvordan danske virksomheder opstiller og afrapporterer på måltal for det underrepræsenterede køn i bestyrelse og ledelse. Analysen peger blandt andet på betydningen af synlighed og systematik i arbejdet med måltal, men også på variationer i praksis på tværs af virksomheder.
Samtidig befinder området sig i en brydningstid. Med ophævelsen af årsregnskabslovens §99 b er kravet om redegørelse i årsrapporten bortfaldet, selvom virksomheder fortsat skal opstille måltal efter selskabsloven. Det rejser spørgsmål om, hvordan virksomheder fremover vil arbejde med og synliggøre deres indsats.
På denne morgenbrief giver Nina Smith, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, og Gine Maltha Kampmann, administrerende direktør i Tænketanken EQUALIS, et aktuelt indblik i virksomhedernes arbejde med måltal og politikker - og i de tendenser, der tegner sig i en tid med ændrede rammevilkår.
Få et aktuelt indblik i virksomhedernes arbejde med måltal og politikker - og i de tendenser, der tegner sig i en tid med ændrede rammevilkår.
