
Debatindlæg af Majbritt Skov, partner og cheføkonom i Deloitte, og Gine Maltha Kampmann, administrerende direktør i Tænketanken EQUALIS
Hvor langt er vi fra at opnå ligestilling mellem kønnene i Danmark? Det spørgsmål forekommer ligetil, men bliver hurtigt kompliceret at svare på. For selv om vi har mange indikatorer for ligestilling, så savner vi et samlet billede, der sætter de enkelte indikatorer ind i en større, effektbaseret sammenhæng, skriver Majbritt Skov og Gine Maltha Kampmann.
Nogle tyer til det såkaldte Gender Gap Index af World Economic Forum (WEF), andre henviser til repræsentationsmål og endnu andre taler om forskelle i brug af midler til ligestilling, såsom fordeling af barselsdage, når der forsøges at gøre status på kønsligestillingen i Danmark.
Fælles for alle disse enkeltstående indikatorer er, at de netop er enkeltstående og designet til at gøre status over ligestillingen inden for hver deres respektive områder gennem opgørelse af forskelle i mænds og kvinders lønninger, repræsentation og adfærd – typisk på et relativt overordnet niveau.
Som sådan udgør indikatorerne en vigtig kilde til monitorering af udviklingen i kønsligestillingen i Danmark. Men ligestilling er et komplekst fænomen. Skal vi ændre på den udvikling, som indikatorerne måler, er der behov for to grundlæggende ingredienser:
For det første skal vi skaffe et mere nuanceret vidensgrundlag, så udfordringer og løsninger inden for og på tværs af for eksempel brancher og geografier afdækkes.
For det andet har vi brug for et øget fokus på gevinsterne af de handlinger, der iværksættes fra virksomheder og offentlige organisationer.
Kun på den måde bliver vi klogere på de effekter, som en øget ligestilling har for vores samfund, og dermed også de incitamentsstrukturer, der skal sikre de kloge beslutninger på området.
Vi skal styrke fokus på impact
I amerikansk diversitets- og inklusionsforskning ser vi en stigende debat om manglen på måling af impact af ligestillingsaktiviteter.
Debatten er opstået, fordi der både ansættes langt flere højtplacerede diversitetsansvarlige i dag end tidligere set i amerikansk erhvervsliv, og fordi amerikanske virksomheder i 2020 har betalt beløb i omegnen af 3,4 milliarder dollars for eksterne ydelser for at styrke ligestilling og diversitet.
Men trods denne stigning i opmærksomhed på ligestilling og diversitet og de mange penge, som investeres i området, bliver der ikke i tilfredsstillende grad målt på effekten af ligestillingsinitiativerne hos virksomhederne. Afkastet af investeringerne er dermed ukendt, ligesom der mangler viden om, hvilke initiativer, der virker.
Der er ikke lavet lignende undersøgelser i Danmark, og beløbene, der bruges, er med garanti ikke lige så høje som i USA, men udfordringen må formodes at være den samme. Det er en dårlig forretning for Danmark og virksomheder, at vi har ligestillings- og diversitetsudfordringer på arbejdsmarkedet.
Skal vi handle og komme udfordringerne til livs i højere grad, skal vi gå nuanceret og effektbaseret til værks, så vi får mest impact for pengene.
Majbritt Skov er partner i Deloitte og leder af Deloitte Economics og har mere end 15 års erfaring med udarbejdelse af mikro- og makroøkonomiske analyser for både den private og offentlige sektor.
Gine Maltha Kampmann er administrerende direktør i Tænketanken EQUALIS. Udover ekspertise inden for ligestilling og diversitet, har hun konsulent- og kommerciel strategierfaring fra Rambøll Management Consulting og VELUX.
Først bragt på