Ny videnssyntese: På vej mod det første lederjob: Hvad viser forskningen om karriereudvikling i de tidlige år?

I dag udgiver vi en ny videnssyntese “På vej mod det første lederjob: Hvad viser forskningen om karriereudvikling i de tidlige år?” Udgivelsen kommer i kølvandet på en rapport, vi udgav i juni, “Erhvervslivets kommende ledere – en analyse af yngre mænd og kvinders ambitioner, motivationer og barrierer for ledelse”, som vi i Tænketanken EQUALIS har udarbejdet i samarbejde med Dansk Industri og Lederne. 

Videnssyntesen afdækker betydningsfulde faktorer i forhold til karriereudvikling for personer, der træder ind på arbejdsmarkedet, herunder eventuelle ligheder og forskelle mellem mænd og kvinder. 

Forskningen viser, at kønsnormer spiller en afgørende rolle for forskellene i karriereudvikling mellem mænd og kvinder. Ud fra nedenstående forskningsområder peger forskningen på: 

  • Stereotype forventninger: Forventninger til lederegenskaber overlapper ofte med egenskaber, der opfattes som maskuline. Det gør det vanskeligt for kvinder at blive anset som (potentielle) ledere, fordi de ikke ventes at besidde de (maskulint konnoterede) traditionelle ledelsesstereotyper. 
  • Forældreskab: I forbindelse med familieforøgelse har kvinder ofte længere karriereafbrydelser. Arbejdsgivere og det omkringliggende samfund antager samtidig oftere, at kvinder bliver mindre ambitiøse, når de bliver mødre, mens fædre, der tager større familieansvar, kan møde modstand fra arbejdspladsen. 
  • Ledelse og karriereveje: Kvinders karriereveje påvirkes ofte af marginalisering og mangel på netværk. Mens mænds og kvinders ambitioner om ledelse er ens under studierne, har kvinder lavere forventninger til opnåelse af et lederjob.  Kvinders ambitioner påvirkes desuden af de oplevelser, de har, når de træder ind på arbejdsmarkedet, og det kan betyde, at de må justere deres ambitionsniveau, så det bliver opnåeligt i den kontekst, de befinder sig i. 

Du kan læse hele videnssyntesen her