Ny videnssyntese om diversitetens potentialer sætter fokus på barrierer for etniske minoritetskvinder og fordele ved diversitet i teams

I en ny videnssyntese sætter vi med udgangspunkt i forskningsbaseret viden fokus på to samfundsudfordringer: Mangel på arbejdskraft på IT-området og minoritetskvinder, der står uden for arbejdsmarkedet.

Der er mangel på arbejdskraft i Danmark, og særligt nogle brancher oplever problemer med at tiltrække den rette arbejdskraft. En analyse fra Dansk Industri viser f.eks., at der er en betydelig mangel på personale inden for STEM-fag, som kun ventes at blive større i fremtiden. Manglen på STEM-personale gælder især inden for fag på IT-området. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 12 pct. af alle virksomheder har udfordringer med at rekruttere IT-specialister.

Den generelle mangel på kvalificeret arbejdskraft er et samfundsmæssigt problem. Det fremgår af en analyse fra Dansk Industri, som viser, at den manglende arbejdskraft hæmmer væksten i samfundet generelt, og at medarbejdermanglen samtidigt har store negative konsekvenser for de enkelte virksomheder. Manglen på arbejdskraft bevirker desuden, at der er stor konkurrence virksomhederne imellem, når det kommer til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

For at bringe alle talenter i spil er det derfor relevant at se på, hvilke grupper der er underrepræsenterede inden for netop sådanne fag. Vi ved fra Diversitetsbarometeret 2024, at både kvinder og etniske minoriteter er underrepræsenterede i STEM-fag, målt ved uddannelsesvalg. Af tillægget til Diversitetsbarometeret om herkomst fremgår det, at underrepræsentationen er endnu større, hvis vi ser på etniske minoritetskvinder. Mens 14 pct. af kvinder med dansk oprindelse over 20 år har taget en STEM+-uddannelse, har 10 pct. af kvinder over 20 år med ikke-vestlig baggrund fuldført en STEM+-uddannelse (Tænketanken EQUALIS, 2024).

Beskæftigelsesfrekvensen for kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark (53 pct.) er lavere end i både Sverige (57 pct.) og Norge (61 pct.) ifølge tal fra Danmarks Statistik. Når vi ser specifikt på Danmark, fremgår det, at kvinder med ikke-vestlig indvandrerbaggrund generelt har en markant lavere beskæftigelsesgrad end kvinder med dansk oprindelse (hhv. 54,8 pct. og 74,7 pct. ved udgangen af 2022).

Der er altså et stort uudnyttet beskæftigelsespotentiale at hente i gruppen af kvinder med indvandrerbaggrund på et arbejdsmarked, der i høj grad efterspørger arbejdskraft.

I vores nyeste videnssyntese undersøger vi derfor hvilke forhold, der i følge forskningen kan ligge til grund for, at kvinder med anden etnisk oprindelse end dansk har en lavere beskæftigelsesfrekvens end kvinder med dansk oprindelse. Nærmere bestemt ser vi på, hvilke barrierer indvandrerkvinder i denne gruppe oplever i mødet med arbejdsmarkedet, herunder både i ansættelsesprocessen og på selve arbejdspladsen. Det gør vi med henblik på at afdække det beskæftigelsespotentiale, der ligger for virksomheder i denne gruppe.

Samtidigt har videnssyntesen til formål at finde svar på, om samfund og virksomheder kan drage fordel af, at virksomhederne tænker i en mere divers medarbejdersammensætning. Vi undersøger derfor, om der er fordele ved diversitet, som virksomheder kan kigge til i en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft, og hvor der kan være behov for at tænke arbejdskraft bredere end virksomhederne hidtil har gjort.

Videnssyntesen kan findes her: Diversitetens potentialer: Barrierer for etniske minoritetskvinder og fordele ved diversitet i teams