Hvordan kommer utryghed til udtryk i hverdagen hos medarbejdere i pleje- og omsorgssektoren?
Undersøgelser viser, at kvinder oftere oplever utryghed på arbejdspladsen. I EQUALIS' Diversitetsbarometer fra 2025 ser vi samme mønster: Kvinder rapporterer generelt højere niveauer af arbejdsrelateret stress og tager flere sygedage end mænd.
I den offentlige samtale tilskrives denne kønsforskel ofte det kønsopdelte arbejdsmarked, herunder at kvinder i langt højere grad end mænd arbejder inden for professioner med borger- og patientkontakt. Inden for pleje- og omsorgssektoren er størstedelen af de ansatte kvinder. Forskning viser, at kombinationen af høje følelsesmæssige krav og lav kontrol over arbejdstilrettelæggelse skaber særlige udfordringer for arbejdsmiljøet i sektoren. Det er samtidig en sektor med voksende arbejdskraftsmangel, hvor oplevelsen af manglende ressourcer har betydning for medarbejdernes tryghed og trivsel.
Derfor er det vigtigt at forstå de mekanismer i hverdagen, der skaber utryghed, hvis vi skal finde de rigtige løsninger. I vores nye udgivelse "Et godt arbejdsliv for alle", støttet af Trygfonden, dykker vi netop ned i årsager, mekanismer og nuancer i kvinders oplevelse af tryghed på arbejdspladsen i pleje- og omsorgssektoren.
