Indlæg af Gine Maltha Kampmann, adm. dir. i Tænketanken EQUALIS

Jeg er ligestillings- og diversitetsekspert, men alligevel har jeg store blinde vinkler i forhold til aldersdiskrimination. Det gik op for mig, da jeg for nylig kom til at kalde en erhvervskvinde på toppen af sin karriere for senior.

Jeg flyder henslængt i en sofa på en smart kaffebar i Indre By. Ved siden af mig sidder en erfaren erhvervskvinde. Tjekket, vanvittigt skarp og med et cv med præstationer, jeg kun kan drømme om selv at opnå. Det er mig, der har inviteret på kaffe. Jeg er ydmyg og beæret over, at hun tager sig tid til at mødes, og indtil nu har samtalen været fremragende.

Vi har talt om den øremærkede barselslovgivning, om hvordan tænketanken EQUALIS og jeg arbejder benhårdt for at frembringe viden om barselsvilkår. Et tema, der også har optaget hende gennem årene. Nu fylder andre aktuelle emner i hendes omgangskreds, fortæller hun. 

Vi taler om, at LEGO har lanceret et menopause-program for at bidrage til en øget bevidsthed og aftabuisering af kvinders overgangsalder. Fokus på menopause er et stort fokusområde i England, fortæller hun mig, hvorimod den generelle tendens i Danmark er, at virksomheder hverken har opmærksomhed eller rummelighed over for den udvikling, kvinder står i, når menopausen rammer.

»Kunne det være en idé at gøre overgangsalderen til en del af seniorpolitikken på arbejdsmarkedet,« foreslår jeg ivrigt i et forsøg på at være løsningsorienteret.

Hun rynker brynene og kigger forundret på mig. »Det er alligevel vildt, at du siger ordet senior nu,« siger hun.

Og der går det op for mig, hvad jeg egentlig har sagt. Jeg har lige kaldt kvinder på hendes alder for seniorer, og med det har jeg mere end antydet, at de alle er mere eller mindre på vej på pension.

Du er for gammel eller for ung, især hvis du er kvinde.

Sjældent har jeg haft mere lyst til at bide tungen af mig selv, og efterfølgende har jeg reflekteret en hel del over samtalen. Det understreger sagens alvor, at selv jeg, der som direktør i en diversitetstænketank har så blinde vinkler, når det kommer til alder, at jeg kalder en kvinde på omkring 50 år for senior.

»Alderisme« – aldersdiskrimination – er udbredt i Danmark. Ifølge en undersøgelse fra 2022 fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) føler næsten hver anden +50-årig sig diskrimineret på arbejdsmarkedet. En anden undersøgelse fra NFA viser, at sandsynligheden for at blive ansat falder med alderen. Årsager bag er myter om, at arbejdsfunktion og kapacitet bliver dårligere med alderen.

International forskning viser samtidig, at kvinder i højere grad end mænd udsættes for »alderisme«. Diskriminationen indtræder dog ikke først for kvinder, når de ældes. Kvinder har faktisk aldrig »den rigtige« alder. Fænomenet kaldes kønsbestemt aldersdiskrimination.

Yngre kvinder oplever at blive mødt med »rolleskepsis«, som indebærer, at de bliver forvekslet med praktikanter, sekretærer eller andre lignende funktioner, selvom det ikke er deres position. Forskning viser også, at der tvivles mere på yngre kvinders troværdighed i forhold til, om de mon har belæg eller erfaring nok til at bakke deres arbejde eller udtalelser op.

Når kvinder er i 60erne og opefter vurderes de irrelevante og forbigås til stillinger til fordel for mænd i samme alder. I for eksempel Italien, England og USA har forskning vist, at erfarne kvinder oplever sværere adgang til forfremmelse.

Et af de amerikanske studier, jeg henviser til, udgøres af en større kvalitativ undersøgelse. I den beretter interviewpersoner om, at de har siddet i ansættelsesudvalg, hvor der åbent blev formuleret holdninger som »kvinder i 50erne kan have udfordringer relateret til overgangsalder og kan derfor være svære at håndtere«.

Det grå guld eller bare tabt potentiale?

Det kommer ingen til gavn, at vi diskriminerer på baggrund af alder. Vi kigger ind i et arbejdsmarked, hvor den erfarne del af arbejdsstyrken udgør en stadig voksende del. Aldrig har vi i den offentlige debat talt så meget om, at vi skal være bedre til at fastholde de erfarne i job.

Så er det ikke paradoksalt, at de mest erfarne er de mindst attraktive på arbejdsmarkedet?

Vi bliver nødt til at tale mere om, at aldersdiskrimination er en udfordring, som vi skal løse hurtigt. Og det begynder ved, at alle vi ser vores blinde aldersvinkler i øjnene.

Når jeg kunne falde i aldersfælden, hvem kan så ikke? Jeg har i hvert fald tænkt mig at stoppe med at kalde erfarne, dygtige erhvervskvinder med 20 år tilbage på arbejdsmarkedet for seniorer.

Først bragt i Berlingske.