Foto: Pressefoto/Tænketanken EQUALIS
Mænds ligestillingsudfordringer skal løses med et ligestillingsråd

Debatindlæg af Gine Maltha Kampmann, administrerende direktør i Tænketanken EQUALIS og Nanna Simone Jensen, ligestillingspolitisk chefkonsulent Lederne

Den 19. november er det Mændenes Internationale Dag. Men er det overhovedet nødvendigt med den dag? Ja, det er det. For der er nok at tage fat på, når det kommer til mænds ligestilling.

Lad os nævne tre udfordringer som eksempel.

For det første er det ikke alle fædre, der oplever opbakning til at holde barselsorlov, selvom der nu er øremærket 11 uger i lovgivningen til far. En undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed (2022) viser, at 30 procent af de adspurgte fædre svarer, at barselsorlov enten ikke er normen på arbejdspladsen, i bekendtskabskredsen eller i hjemmet. 

Og af de årsager har de ikke lyst til at tage den øremærkede orlov. Heldigvis har den nye barselslovgivning potentiale til at ændre dette billede. Men det kræver, at der sættes ind på flere områder. 

Og at implementeringen bliver hjulpet godt på vej af kulturforandringer. For mænds rettigheder til barselsorlov og tid sammen med det lille barn er lige så vigtige som kvinders.

En anden ligestillingsudfordring er, at unge mænd har større risiko for at stå uden uddannelse eller job end unge kvinder. 

Unge mænd er i overtal, når vi ser på den store gruppe på cirka 43.000 unge mellem 15 og 24 år, som ikke er under uddannelse eller i job. 

Ingen unge er tjent med ikke at være i gang med noget, som kan udfolde deres potentiale. Men vi bliver nødt til at interessere os for, hvorfor flere af dem er unge mænd.

For det tredje viser en anden nyere undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed (2023), at hver femte mand i alderen 25-39 år melder, at de ikke har nogen at tale fortroligt med. 

Det kan have betydning for, om man føler sig ensom, og for eksempel også om der er nogen, der skubber på for, at man kommer til lægen. Om man har nogen at tale med, kan betyde noget for både den mentale og fysiske trivsel – både på arbejdet og derhjemme.

Det er bare et udpluk af de udfordringer, vi står overfor, når det gælder mænds ligestilling. Fælles for dem er, at vi skal finde langsigtede og bæredygtige løsninger. 

Det er en helt oplagt opgave for et ligestillingsråd. Et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver regeringen om, hvordan Danmark opnår mere ligestilling i samfundet generelt. 

Ligestillingsrådet skal sikre tværgående indsatser baseret på eksisterende og ny viden. 

Hele ligestillingsområdet har brug for mere muskelkraft til at holde fokus og sikre fremdrift – så alle uanset køn har mulighed for at udfolde deres potentiale i samfundet, på arbejdsmarkedet og i familierne. Lederne og EQUALIS foreslår, at regeringen med en ny ligestillingslov etablerer et ligestillingsråd til netop denne opgave.

Først bragt i Berlingske.