Lovgivning om måltal for kønsbalancer i ledelser har masser af potentiale. Desværre vil regeringen ikke indfri det. De vil tværtimod skrue ned for kravene til de virksomheder, der klarer sig ringest.
“I 11 år har jeg i vores ledelsesberetning skrevet, at vi ikke har lige fordeling af mænd og kvinder i vores ledelseslag. Jeg har hver gang sat det samme måltal for at rette op på det, men ingen har fulgt op på, om jeg rent faktisk gør noget. Så hvorfor skal jeg tage lovgivningen alvorligt? Mener regeringen ikke, det er vigtigt?”
Sådan sagde en virksomhedsejer til mig i sidste uge. Han er en af de ca. 2200 virksomhedsledere, der hvert år skal afrapportere på kønsbalancer og måltal for det underrepræsenterede køn i toppen af virksomheden.
I godt et årti har det nemlig været et lovkrav for store virksomheder, statslige virksomheder og børsnoterede virksomheder. En lovgivning, som regeringen skærpede sidste år, så både måltal og politikker i dag skal stå offentligt tilgængeligt i virksomhedens årsrapport.
Derudover lovede den daværende regering under socialdemokratisk ledelse en hjemmeside, hvor alle virksomhedernes informationer om deres arbejde med måltal og politikker fra årsrapporterne skulle fremgå. Alt sammen drevet af et politisk ønske om at opnå en mere repræsentativ kønsfordeling i landets øverste ledelseslag. Og det giver rigtig god mening.
At kvinder er underrepræsenterede i ledelser, er en veldokumenteret udfordring på hele det danske arbejdsmarked, og det er ikke for sjov, at et kendt citat i dansk erhvervsliv lyder: You get what you measure. Forskning, der undersøger effekten af måltal, fortæller os også, at det virker. Særligt hvis der følges op på resultaterne fra centralt hold.
Kun for de største
Derfor er det med stor undren, at vi i Tænketanken Equalis i disse uger følger regeringens planer om at lempe kravene til de virksomheder, der i dag skal afrapportere på deres kønsbalancer. I et lovforslag fra Erhvervsministeriet foreslås et såkaldt politisk prioriteret opgavebortfald, der skal bidrage til besparelser i den statslige sektor.
Hvis regeringen får det stemt igennem, vil størstedelen af de ca. 2200 store virksomheder, der er omfattet af den nuværende lovgivning, ikke længere skulle offentliggøre hverken måltal, politikker eller nuværende kønsbalancer i ledelseslagene.
De skal stadig sætte måltal og have politikker for det underrepræsenterede køn, men de behøver altså ikke fortælle om det noget sted. Idéen om det lovede opslagsværk over alle virksomheders informationer vil også blive makuleret lodret, hvis lempelsen stemmes igennem.
Til gengæld, siger regeringen, er det planen at implementere EU”s nye såkaldte kønsbalancedirektiv, der har til formål at sikre lige repræsentation i bestyrelser og ledelser blandt de største børsnoterede selskaber. I Danmark tæller de rundt regnet 45 virksomheder. Her kommer EU-direktivet til at skærpe kravene, fordi der her er sat et årstal på, hvornår virksomhederne skal have opnået kønsbalance i ledelseslagene (2027), og det bliver derudover et krav, at virksomhederne kan garantere og beskrive åbne og gennemsigtige ansættelsesprocesser. At EU-direktivet formentlig kommer til at stå stort set alene i kampen for bedre repræsentation i danske ledelser, er problematisk. For vi ved, at de allerstørste virksomheder allerede klarer sig bedst, når det kommer til diversitet i ledelse.
Til gengæld bliver udfordringerne større og større, jo længere vi bevæger os ned i virksomhedsstørrelse.
Ifølge Equalis’ Diversitetsbarometer er 25 pct. af de adm. direktører i danske virksomheder med mere end 250 ansatte kvinder. Det er 4 procentpoint flere end sidste år ved samme tid. Til gengæld har andelen af adm. direktører i landets mellemstore virksomheder kun rykket sig 0,9 procentpoint siden sidste år og ligger i dag på blot 16,6 pct.
Forbedr lovgivningen
Så helt at ignorere de små og mellemstore virksomheder, lempe lovgivningen for de 2200 store virksomheder og samtidig skrue op for kravene til de 45 allerstørste svarer til, at de børn, der får højest karakterer i en folkeskoleklasse, skal have specialundervisning, imens børnene, der klarer sig mindre godt, slet ikke behøver at møde op.
Vil vi have bedre kønsbalance i danske ledelser, må vi i stedet for at lempe lovgivningen og øge forskellen mellem de danske virksomheder i stedet overveje, hvordan vi kan forbedre og styrke lovgivningen, så den får den ønskede effekt for alle.
Afrapportering har et stort uudnyttet potentiale, som vi kan bruge til at rykke os mod et mere ligestillet samfund.
Så ligesom virksomhedsejeren må jeg spørge regeringen: Mener I, at en bedre kønsbalance i danske ledelser er vigtig? I så fald vil jeg – ligesom ham – opfordre til, at I begynder at tage jeres egen lovgivning seriøst. Ellers kommer det til at gå den helt forkerte vej. For som virksomhedsejeren slog fast: Uden krav kommer han med al sandsynlighed til at lade målet om bedre kønsbalance gå direkte i glemmebogen.
