Hvis vi vil have mere ligestilling på arbejdsmarkedet, kræver det et opgør med kønsnormerne i privaten

Indlæg af Gine Maltha Kampmann, administrerende direktør i Tænketanken EQUALIS, og Majbritt Skov, partner samt cheføkonom hos Deloitte

Først når vi rykker på kønsnormerne i hjemmet, kan vi for alvor rykke på de store ligestillingsudfordringer på det danske arbejdsmarked. Og det er nødvendigt, for den manglende ligestilling mellem kønnene er i dag eklatant.

»Den næste ligestillingskamp ligger i hjemmene«.

Sådan lød fra den liberale debattør Camilla Søe, da hun for nylig gæstede podcasten Østergaards salon. Søes pointe taler ind i den heftige debat om det såkaldte »mental load«, der de seneste uger har præget nyhedsdagsordenen herhjemme. At kvinder i mange familier trækker læsset som de usynlige projektledere, er nemlig en dræber i mange parforhold, men også en hæmsko for kvinders mulighed for at udfolde sig på andre arenaer – for eksempel i arbejdslivet, argumenterer Camilla Søe.

Og her har hun fat i noget meget centralt, som vi er nødt til at forholde os langt mere seriøst til som samfund. Ikke bare i en døgnfluedebat om, hvordan vi får mere afbalancerede parforhold med gladere kvinder og dermed mere sex med partneren, men som en seriøs og datadrevet diskussion om, hvordan kønsstereotyper i hjemmet påvirker mænd og kvinders karrieremuligheder.

I februar lancerede ligestillingstænketanken EQUALIS i samarbejde med Deloitte Diversitetsbarometeret et måleværktøj, der kortlægger ligestillingen på det danske arbejdsmarked. Og barometerets indsigter viser med al tydelighed, at der er lang vej til reel ligestilling. Både når det gælder andelen af kvinder i ledelser, men også på en række andre vigtige parametre er den manglende ligestilling mellem kønnene eklatant.

For eksempel er kvinder langt mere væk fra deres arbejde end mænd grundet barsel. Dertil kommer, at kvinder i 2021 stod for 64 procent af alle registreringerne af fravær grundet barns sygdom, og 64 procent flere kvinder end mænd registrerede samtidig fravær ved egen sygdom i 2021.

Der findes ikke belæg for at sige, at kvinders fravær grundet egen sygdom er drevet af et dårligere helbred end mænds. Derimod er der indikationer på, at et øget fokus på hjemmet og omsorg for familien spiller en rolle – altså at egne sygedage i et vist omfang kan bruges af kvinder til at ændre deres marginale arbejdsindsats, så de får tid til at få hverdagen og hjemmets rammer til at fungere i balance med et travlt arbejdsliv.

Og sygefravær er én ting. Noget andet er generel trivsel. Her viser data, at andelen af kvinder, der oplever at være stressede på arbejdet, er 42 procent større end andelen af mænd. Og undersøgelser har vist, at den ekstra mængde stress hænger sammen med, at kvinder har dobbelt arbejde: Lønarbejdet og arbejdet i hjemmet.

Vi har ikke repræsentative data på, hvor stort et »mental load« kvinder påtager sig, men vi ved, at kvinder i gennemsnit bruger en lille time mere end mænd på omsorgsarbejde og husligt arbejde i hjemmet på daglig basis – svarende til rundt regnet ni arbejdsuger på et år. Undersøgelser viser samtidig, at mængden af stresshormon i blodet falder, når mænd kommer hjem fra arbejde, mens den hos kvinder stiger, når de træder ind over familiens dørtærskel.

Disse indsigter indikerer, at vi bliver nødt til at se kritisk på vores kønsnormer i hjemmene, hvis vi ønsker at gøre op med de fortsatte ligestillingsproblemer på arbejdsmarkedet.

Og faktisk især lige nu, hvor vi som samfund står i et paradigmeskift fra et 8-16-arbejdsliv til et flydende, fleksibelt og – for mange – grænseløst arbejds- og privatliv. Vi er nødt til at forholde os til, at fremtidens øgede fleksibilitet i arbejdslivet kan få en kønnet slagside. Det frie valg til at indrette sig fleksibelt betyder nemlig meget ofte, at vi træffer kønsstereotype valg.

Vi ser det tydeligt med barselsorloven, som kvinder før EU-direktivets regulering tog 89 procent af. Vi så det også under covid-19-pandemien, hvor mødre i højere grad end fædre tog en tørn i hjemmet, da mange af os var hjemsendt. En konsekvens af dette var for eksempel, at kvindelige forskere publicerede mindre under pandemien, mens mandlige forskere ikke udgav mindre.

Så når forskning indikerer, at kvinders højere sygefravær og stressniveau ikke skyldes faktorer på jobbet, men snarere er et resultat af en work-life-balance, der ikke hænger sammen, bliver vi nødt til at italesætte den mentale byrde i hjemmet meget mere, end vi gør nu. I samfundet og i den enkelte familie. Særligt hvis vi tror, at vi kan begynde at have et mere flydende arbejdsliv. Ellers ender det desværre nok med bare med, at kvinder bruger deres øgede fleksibilitet fra for eksempel en fire dages arbejdsuge til at lave madplan for næste uge, koordinere legeaftaler og planlægge teenagerens konfirmationsfest.

Så Camilla Søe har helt ret, når hun siger, at den næste ligestillingskamp skal tages i privaten. For en mere ligelig fordeling af hjemmets opgaver og mentale byrder er uden tvivl en af vejene frem mod et mere ligestillet arbejdsmarked.

Indlægget blev først bragt på Berlingske