Hvis regeringen afskaffer de lovpligtige ligestillingsredegørelser, mister vi muligheden for at fastholde et kontinuerligt og aldeles nødvendigt fokus på ligestilling i den offentlige sektor. Og afskaffelsen vil med al sandsynlighed betyde tilbageslag for ligestillingen.
Forestil dig et byrådsmøde i den kommune, du bor i. Et af punkterne på dagsordenen er kommunens ligestillingsredegørelse; en redegørelse skrevet af embedsværket, som hvert tredje år beskriver, hvordan kommunen arbejder for at sikre bedst mulig kønsligestilling blandt deres ansatte og i deres arbejde blandt borgerne.
Da byrådsmedlemmerne læser redegørelsen, ser de, at 80 procent af kommunens ansatte er kvinder – en mere skæv kønsfordeling end i de fleste andre kommuner. Samtidig står det klart, at de selvsamme kvinder er ekstremt underrepræsenterede på chefgangene; nærmere bestemt er blot 17 procent af kommunens topchefer af hunkøn. Samtidig kan byrådet se sort på hvidt, at kommunen ikke har igangsat initiativer for at ændre den store kønsskævhed.
Den nye viden starter en længere dialog blandt politikerne om, hvorfor billedet mon ser sådan ud, og hvordan de kan sikre bedre ligestilling blandt de ansatte, både i medarbejderlagene og på ledelsesgangene. Byrådet beslutter, at forvaltningen skal fremskaffe flere data og mere viden om, hvordan kommunen kan skabe forandring hos sig selv, så repræsentationen i ledelserne bliver bedre, end den er i dag.
Eksemplet her er fiktivt, men ikke desto mindre meget realistisk. Det ved jeg som direktør i ligestillingstænketanken Equalis, der har til formål at afdække og fremme ligestillingen på det danske arbejdsmarked. Set fra min stol er der ingen tvivl om, at ligestillingsredegørelserne har sat gang i vigtige og nødvendige diskussioner og opfølgende arbejde gennem de 22 år, de har været et lovkrav i hele den offentlige sektor.
Derfor bekymrer det mig dybt, at ligestillingsminister Marie Bjerre (V) har fremsat et lovforslag, hvor hun ønsker at afskaffe redegørelserne. Vedtages det, vil hverken landets kommuner, regioner eller statslige instanser fremover være forpligtet til at udføre systematisk og nuanceret afrapportering på ligestillingsområdet.
I PRAKSIS ER redegørelserne en garanti for, at ligestilling er i fokus – både når det gælder repræsentation og vilkår blandt ansatte som i eksemplet ovenfor, men også i det arbejde, offentlige instanser udfører over for landets borgere. Helt konkret skal redegørelserne her sikre, at den enkelte myndighed er opmærksom på, at deres kerneydelser imødekommer mænd og kvinders behov og præferencer i lige høj grad, så kvaliteten af ydelsen er den samme, uanset hvilket køn borgeren har.
For landets kommuner kan det for eksempel bestå i at sikre fokus på fædres mentale helbred i tilbud om screening for fødselsdepression. Det kan også være opmærksomhed omkring indsatser mod vold i nære relationer, hvor voldsramte mænd historisk ikke har haft de samme muligheder som voldsramte kvinder for at modtage ambulante tilbud, der understøtter dem i at kunne forlade et voldeligt forhold.
Hos landets regioner kan det f.eks. handle om at få flere mænd til at deltage i screeningsprogrammer for kræft, når statistikken viser, at flere kvinder end mænd frivilligt deltager – og at kræft dermed oftere opdages tidligere hos kvinder. I forhold til statslige myndigheders kerneydelser er ligestilling f.eks., at al lovgivning reelt stiller mænd og kvinder lige, og at informationsmateriale og kampagner i lige høj grad henvender sig til kvinder og mænd.
Men ud over at være et internt arbejdsredskab er redegørelserne offentligt tilgængelige dokumenter, alle borgere kan tilgå, hvis de ønsker at kende status på ligestillingsarbejdet i deres kommune, region eller hos statslige institutioner. Derudover deles redegørelserne med Ligestillingsministeriet, der kan bruge dem til at skabe et samlet overblik over status quo landet over.
FORMÅLET MED lovforslaget er at bidrage til regeringens indsats for at afskaffe al unødig regulering samt begrænse tilsyn og kontroller (…)«, står der i regeringens begrundelse for at afskaffe redegørelserne.
Det lyder ved første øjekast ganske fornuftigt. Som rigtig mange andre er jeg stor tilhænger af at eliminere alt unødigt og ligegyldigt bureaukrati, og jeg er helt enig med regeringen i, at der er en række lavthængende frugter, der trænger til at blive plukket her. Men min opbakning til at fjerne dokumentationskrav og afrapportering gælder kun, hvis det vitterlig er unødigt og ligegyldigt. Og det er ligestillingsredegørelserne langtfra. Tværtimod er de med til at sikre et kontinuerligt og aldeles nødvendigt bredt fokus på ligestilling i den offentlige sektor.
Det har vi brug for, bl.a. fordi vi har et af de mest kønnede arbejdsmarkeder i Europa, som er stærkt drevet af den lave andel af mænd i velfærdsfag i den offentlige sektor. Samtidig er andelen af kvinder i de øverste beslutningslag i landets kommuner fortsat væsentlig lavere end andelen af kvinder, der arbejder i kommunerne.
Selv om det ikke er lykkedes at ændre tingenes tilstand markant de seneste årtier, har ligestillingsredegørelserne uden tvivl hjulpet til at fastholde bevidstheden om udfordringerne, skabt transparens omkring dem og dokumenteret konkrete lokale initiativer.
De data og den viden har et stort – og desværre fortsat uudnyttet – potentiale for at kunne drive innovative ideer og beslutninger i den offentlige sektor og på Christiansborg. At afskaffe redegørelserne vil med al sandsynlighed blive et stort tilbageslag for ligestillingen i Danmark, fordi vi derved mister den viden og dermed også muligheden for at handle på den. Et tilbageslag, der blot vil forstærke den aktuelle mangel på prioritering af ligestilling i den offentlige sektor.
NÅR JEG skråsikkert kan fastslå, at ligestillingsfokus er en mangelvare blandt landets offentlige instanser, er det, fordi jeg var en af forfatterne bag den omfattende rapport om ligestillingsredegørelsernes formål, anvendelse og reelle effekter, der blev lavet, sidste gang redegørelserne var under politisk beskydning.
Undersøgelsen blev igangsat, fordi seks kommuner og en region i 2018 anvendte den såkaldte udfordringsret til at sætte spørgsmålstegn ved ligestillingsredegørelsernes omfang og nødvendighed. De ville have kravene til redegørelsernes indhold forenklet, fordi de mente, at tiden, de brugte på at udarbejde deres indhold, ikke stod mål med den effekt, resultaterne havde.
Med det afsæt igangsatte den daværende minister for ligestilling, Karen Ellemann (V), en undersøgelse af mulighederne for at gøre redegørelserne mindre administrativt tunge og mere vedkommende for offentligt ansatte og landets øvrige borgere. Undersøgelsen blev lavet af Rambøll Management Consulting med udgangspunkt i et kvalitativt datagrundlag bestående af interviews med 48 personer, der repræsenterede et bredt udsnit af de offentlige myndigheder: kommuner, regioner og statslige institutioner.
I det arbejde gjorde vi to overordnede fund, som for mig at se bør spille en central rolle, når Folketinget om lidt skal tage stilling til, om redegørelserne bør afskaffes eller ej.
FOR DET FØRSTE fandt vi, at hovedparten af de offentlige myndigheder havde et yderst begrænset strategisk fokus på ligestilling. Uanset om det gjaldt kommuner, regioner eller statslige institutioner, stod det klart, at langt de fleste hverken havde en fast forankring eller et tværgående, koordineret arbejde med deres ligestillingsindsats.
Det betød, at der var meget få samlende politikker for ligestillingsarbejdet, at der ikke blev arbejdet systematisk med initiativer for at øge ligestilling på særligt kerneydelsesområdet, og hvis der blev igangsat initiativer, var det udelukkende meget lokalt forankret og ikke noget, der blev delt på tværs af kommunen eller forankret med hverken større prioritering eller midler.
Årsagerne til, at der var ringe fokus på ligestilling på personaleområdet, var todelt, forklarede de repræsentanter, vi talte med i undersøgelsen. Dels oplevede de det som vanskeligt at rette op på de generelle skævvridninger på det samlede danske arbejdsmarked og gav derfor op på forhånd, når det f.eks. kom til at ændre på det faktum, at de fleste ansatte i en kommunes ældresektor er kvinder, eller at meget få mænd søger jobopslag til kommunens daginstitutioner. Når det kom til det manglende initiativ til at rette op på paradokset i, at andelen af kvindelige chefer er minimal i forhold til den store andel kvinder, der rent faktisk arbejder i den offentlige sektor, lød det, at man blot havde fokus på at ansætte de bedst egnede – ikke på, om det var mænd eller kvinder.
For arbejdet med kerneydelserne var årsagerne til det stærkt begrænsede strategiske arbejde, at myndighederne ikke oplevede ligestillingsproblematikkerne som væsentlige for den kvalitet af de ydelser, de leverede til borgerne. Samtidig var det dog også tydeligt, at der var en vis uklarhed omkring, hvad ligestilling i forhold til kerneydelserne indebærer, og hvordan den enkelte myndighed egentlig kunne løfte og fremme ligestilling her. Altså på den ene side en stærk nedprioritering af området og på den anden side manglende viden om, hvad de overhovedet kunne gøre, hvis de besluttede at prioritere det.
FOR DET ANDET fandt vi i vores undersøgelse, at selve processen med at udarbejde ligestillingsredegørelserne i et vist omfang bidrog til at skabe opmærksomhed om ligestillingsarbejdet hos den enkelte myndighed.
Men overordnet vurderede myndighederne dog, at det at lave redegørelserne var for administrativt tung og bureaukratisk en opgave, og at den oplevede relevans og anvendelighed af redegørelserne ikke stod mål med de ressourcer, som den enkelte myndighed brugte på at lave dem. En oplevelse, der blev forstærket af, at ligestilling generelt ikke opleves som et vigtigt område blandt de offentlige myndigheder.
Resultatet af vores undersøgelse førte til, at den daværende minister for ligestilling besluttede at forenkle redegørelserne ved at skære ned på den mængde information, der skulle indhentes, og myndighederne gik samtidig fra at skulle indrapportere hvert andet år til hvert tredje år.
Vi har altså afbureaukratiseret ligestillingsredegørelserne en gang. Men nu står de vigtige afrapporteringer til at få et endeligt dødsstød i afbureaukratiseringens navn. Og desværre er det ikke det mindste overraskende.
Vi har nemlig gjort den politiske samtale om ligestillingsarbejdet i de offentlige myndigheder til en diskussion om afbureaukratisering i stedet for en snak om, hvordan særligt kommunerne – i samarbejde med Ligestillingsministeriet – kan blive bedre til at løfte dagsordenen og bruge ligestillingsredegørelserne aktivt i det strategiske arbejde for at sikre mere ligestilling.
Og det er fuldstændig forfejlet, at afbureaukratiseringsdagsordenen har vundet. Nok er ligestillingsredegørelserne en administrativ opgave, men al viden og data kræver arbejde. Det er ikke redegørelserne, der er noget galt med. Det er den anvendelse af redegørelserne som symptom på manglende prioritering af at sikre ligestilling i den offentlige sektor, både som arbejdsgiver og som leverandør af ydelser, som borgerne bør kunne forvente har den optimale kvalitet, uanset køn.
NOGLE VIL MÅSKE indvende, at undersøgelsen, vi lavede, er seks år gammel, og at meget formentlig har ændret sig til det positive siden da. Det er sandt, at særligt de største kommuner de seneste år har øget deres fokus på ligestilling, men når det kommer til bredden af danske kommuner og offentlige institutioner kan jeg desværre afkræfte antagelsen om en signifikant positiv bevægelse. Tværtimod er det præcis de samme udfordringer, vi i dag står over for, og de samme argumenter for manglende handling, vi hører igen og igen.
At ændre det kræver frem for alt viden og fokus. For hvad du ikke ved noget om, kan du ikke gå målrettet efter at ændre. Og det paradoksale er, at det ved den private sektor godt. Så mens den offentlige sektor om lidt står til at rulle kravet om ligestillingsviden og -data tilbage, buldrer den private sektor frem på området. Drevet af et stort engagement fra virksomhederne selv.
Understøttet af ESG-dagsordenen (virksomhedens indsats inden for miljø og klima, sociale forhold og virksomhedsadfærd) er en stor del af danske private virksomheder i disse år i gang med at kortlægge deres ligestillingsudfordringer. De laver ligelønsstatistikker, de igangsætter indgående undersøgelser af, hvordan deres mandlige medarbejdere bruger deres nye barselsrettigheder. De opdeler sygefraværsdata og trivselsmålinger efter køn for på den måde at blive klogere på, om mænd og kvinder oplever det psykiske arbejdsmiljø forskelligt. Og så bringer de løbende deres dataarbejde ind i strategiske drøftelser på direktionsniveau.
Virksomhederne er ikke bange for at bruge ressourcer på at skabe et stærkt udgangspunkt for ønsket forandring. Det er de vant til i deres øvrige strategiske arbejde. Det er sådan, de arbejder med at optimere deres salgsorganisationer, følge bevægelser i lønsomhed eller træffe beslutninger om effektive investeringer i udvikling eller materiel. Og det er også sådan, de kommer til at skabe øget ligestilling i de kommende år.
I DET PRIVATE erhvervsliv ved man, at viden er magt. At vil man drive en seriøs udvikling, skal indsatsen være datadrevet og vidensbaseret. Man er pinligt opmærksom på, at manglende viden er de fodslæbendes undskyldning for ikke at gøre noget. En skøn sovepude for manglende handling på ligestillingsområdet, som vi desværre er kendt for at ligge lidt for mageligt på, når vi sammenligner os med vores nordiske naboer.
I Danmark har vi nemlig en generel tendens til at ignorere vigtigheden af data og fakta og i stedet ty til anekdotisk evidens; udokumenterede mavefornemmelser, der alt for længe har skabt alt for optimistiske konklusioner med bund i en skæv selvfortælling om, at vi da har ligestilling mellem kønnene.
I den offentlige sektor har vi indtil nu haft ligestillingsredegørelserne til at vise os noget andet – og til at holde os på sporet med viden om status quo og potentialer for fremgang.
I stedet for at sløjfe dem og lægge os til rette på uvidenhedens sovepude bør vi tage en diskussion om, hvordan vi kan forbedre og styrke redegørelserne. Og ikke mindst overveje, hvordan vi kan bruge deres vigtige indhold endnu bedre til at rykke os mod et mere ligestillet samfund.
Først bragt på Politiken.dk
