Diversitetsbarometeret 2025 lanceres den 27. februar 2025. Denne gang med et tillæg om, hvordan unge mellem 20 og 30 år fordeler sig på arbejdsmarkedet. ATEA og Nykredit er casepartnere på barometeret, mens tillægget udarbejdes med støtte fra Tuborgfondet.
Der findes i dag en række gode eksempler på, hvordan virksomheder løfter ligestillings- og diversitetsdagsordenen på det danske arbejdsmarked. Vi ser derfor en stor værdi i hvert år at inkludere casepartnere i Diversitetsbarometeret. Partnerskaberne udgør en mulighed for at vidensdele og lade sig inspirere af de initiativer, der findes, og lære af de skridt der allerede er taget.
ATEA og Nykredit er gode eksempler på virksomheder, der arbejder strategisk med diversitet og inklusion, og de bidrager derfor aktivt til Diversitetsbarometeret med deres erfaringer. Nykredit deler deres indsigter i at arbejde struktureret med identitet, organisation, kultur og kompetenceudvikling samt deres strategiske tilgang til alt fra karrieretransition til intern mobilitet og ligeløn. Atea deler deres erfaringer og initiativer til, hvordan virksomheder kan arbejde med alt fra objektivisering af HR-processer til tværgående branchesamarbejder og opkvalificering af medarbejdere med blik for teknologisk udvikling indenfor AI.
Om casesamarbejdet deler virksomhederne deres refleksioner og engagement i at bidrage til Diversitetsbarometeret:
“Vi har set nok tomme løfter om diversitet – reel forandring kræver handling og solide data. Det, vi gør i dag, former fremtiden for kønsligestilling og diversitet på det danske arbejdsmarked. Derfor er vi stolte af at bidrage til Diversitetsbarometeret 2025“
– Karina Tewes, HR-direktør i ATEA
“I Nykredit ønsker vi at forstå og møde kunderne, som de er. Det kan vi bedst, når vores kolleger har forskellige kompetencer, fagligheder og baggrunde – og når vi evner at bringe de forskelligheder i spil. Derfor er vi dedikeret til at skabe en foreningsejet arbejdsplads med et levende internt jobmarked og udviklingsmuligheder for dem, der vil og kan.
Vores erfaring fortæller os, at arbejdet med diversitet og inklusion kræver en langsigtet og systematisk tilgang, hvor vi overlader mindst muligt til tilfældighederne – og at vi er villige til at reflektere og blive klogere undervejs.
Netop dét bidrager Diversitetsbarometeret til: Erfaringer og ny viden, som vi kan bruge i det arbejde, der ligger foran os. Derfor er vi glade for samarbejdet med EQUALIS om årets Diversitetsbarometer“
– Trine Ahrenkiel, direktør for HR, kommunikation og marketing i Nykredit
Tillæg til diversitetsbarometeret 2025
Med støtte fra Tuborgfondet vil vi udvikle et tillæg til barometeret, der sætter fokus på unge mellem 20 og 30 år. Tillægget vil belyse både ligheder og forskelle for denne aldersgruppe på arbejdsmarkedet – både sammenlignet med andre aldersgrupper og internt i gruppen selv.
De seneste år har vi set en række undersøgelser og analyser af denne ungegruppes oplevelser på arbejdsmarkedet. Men der mangler stadig et solidt vidensgrundlag om, hvordan unge fordeler sig på områder som uddannelse, karriereudvikling og tilknytning til arbejdsmarkedet.
Formålet med årets tillæg er derfor at skabe dette vidensgrundlag og få en dybere forståelse af, hvordan unge mænd og kvinder klarer sig på arbejdsmarkedet.
Diversitetsbarometeret er udviklet i samarbejde med EQUALIS’ advisory board og Deloitte og fungerer som et måle- og monitoreringsværktøj, der afdækker kønsligestilling og diversitet på hele det danske arbejdsmarked. Spar Nord Fonden yder finansiel støtte til barometerets fortsatte udvikling.